Du er her

Globamentar & Temadag

 

Her kan du læse mere om Temadagen og Globamentaren , samt hvor og hvornår du kan bestille dem til dit gymnasium.

(Klik her for at læse mere om Globamentaren, der er beskrevet længere nede på siden)

 

TEMADAGEN



En hel dag får 180 elever (f.eks. 1.g-årgangen) mulighed for at arbejde med en bestemt problematik, som tager udgangspunkt i årets projektområde i Peru.  Dagen er bygget op omkring seks workshops med højst 30 elever i hver, som alle tager udgangspunkt i hver deres problemstilling og hver deres metode. Det betyder, at disse 180 elever på din skole får belyst mange af aspekterne ved oliekonflikten i Perus regnskov samt kommer til at arbejde med politisk satire, rap og skraldekunst mm. Nedenfor er listet de forskellige workshops, som vi tilbyder til årets Temadag. Hver workshop faciliteres af en frivillig fra Operation Dagsværk,  som også har været med til at udarbejde dem. Dette er gjort i samarbejde med kreative og seje ressourcepersoner, som alle har været med til at bidrage med deres inputs på deres specifikke kompetenceområder. Eleverne vælger sig selv ind på en workshop i ugen op til Temadagen, hvilket sikrer et ejerskab og et engagement hos eleverne på Temadagen. Et ejerskab, som er en forudsætning for, at årgangen samlet kan sætte fokus på Den Stille Katastrofe.
Vi kalder projektet for Den Stille Katastrofe fordi ingen høre om olieudvindingens alvorlige konsekvenser for de oprindelige folk, der bor i Amazonas jungle.


Workshop 1 –  Dit skrald, vores guld


Emne: Uddannelse og årets Dagsværk-projekt
Form: Skraldekunst


Træd ind i årets Dagsværk-projekt, hvor du sammen med 29 andre elever udformer konflikten i Perus regnskov omkring de oprindelige folk og olieselskaberne af skrald, plastiksække eller din gamle vandflaske. Måske er oliens konsekvenser i naturen det tema, I helst vil arbejde med, eller måske anser I vigtigheden af uddannelse som det, I ønsker at belyse jeres medstuderende om.  Efter en endt dag skulle I gerne stå med et konkret produkt, som repræsenterer disse valg og jeres bud på, hvad det vigtigste ved årets Dagsværk-projekt er. 



Workshop 2 – Rap


Emne: Oprør og rettigheder i regnskoven
Form: Rap


Du kan i denne workshop udvikle og formidle dit eget budskab omkring de oprindelige folks kamp og oprør mod de olieselskaber, som ødelægger deres livsgrundlag. Som navnet antyder, ligger vi op til en rap, som med de skarpe kanter der dannes i denne form, kan gøre andre bevidste om de oprør, som har tilskyndet rettigheder for folket langs Rio Corrientes i Perus regnskov. På trods af at der stadig er lang vej igen. Produktet udvikler du i samarbejde med bl.a. dine årgangskammerater. 

Workshoppen er i samarbejde med organisationen Rapolitics (http://www.rapolitics.org/), som til dagligt bruger rap til at give unge en stemme. Et dommerpanel finder den fedeste rap blandt de tyve skoler. Den vil blive indspillet i starten af november så den kan blive fyret af til jeres vilde fester.

Workshop 3 – Politisk satire


Emne: Ansvar(s fralæggelse) – både Perus regerings og dit eget
Form: Politisk satire – sketch, stand-up mm. 


Satire er et redskab, som gør det muligt at berøre et emne som forbrugsansvar, uden at ende i de sædvanlige floskler og klicheer, som betegner debatten om forbrug og klima. Lær at tøjle de muligheder, som satire giver dig, når du vil gøre andre opmærksomme på, hvilket ansvar vi har i den vestlige verden, når vi forbruger den olie, hvis udvinding har så store konsekvenser i den anden ende af verden.

Workshop 4 – Spansk og kultur 


Emne: Kultur og sprog
 Form: Spil til fordybet indgang i dilemmaer og kultur i regnskoven

Denne workshop tager udgangspunkt i karakterer fra projektområdet som hver præsenterer sig selv. Du vælger dig på en af karakterene og skal alene eller på et hold påtage dig deres rolle og spille ud fra deres kultur og værdier. Spillet vil foregå på et begynder-niveau i spansk, så det bliver muligt for dig at få nye sprogfærdigheder og et ordforråd der rækker udover det sædvanlige pensum.

Efter spillet skal du sammen med dine venner forsøge at få et overblik over kompleksiteten i projektets forskellige med- og modspillere.

Workshop 5 – Operation Kunstværk


Emne: De undertrykte unge i Peru Form: Plakatkunst med billeder fra Dagsværk-kampagnen 2011

I 2020 fejrede Operation Dagsværk 25 års jubilæum bl.a. med Operation Kunstværk. Vi viderefører ideen til dette års Temadag, hvor du med udgangspunkt i kampagnebilleder og -elementer fra dette års kampagne kan udtrykke, hvad uddannelse kan betyde for undertrykte unge. Ideen er, at denne workshop skal udmunde i en plakat eller lignende, og at I sætter ord eller billeder på hvorfor det er vigtigt at arbejde med uddannelse, og på dagsværk-dagen d. 9. november.

Workshop 6 – Natur og olieudvinding


Emne: Olie i regnskoven  
Form: Forsøg/installation

Få viden om hvad det betyder at udvinde olie samt hvilke konsekvenser denne udvinding kan have for naturen, og folket der befinder sig i den. Hør bl.a. historien om Alex, hvad det egentlig vil sige at have bly i blodet, og hvorfor han ikke regner med at se sine børn vokse op – ligesom mange andre af hans familie og bekendte i landsbyerne.

 

BOOK TEMADAGEN

Praktisk: En hel dag i en af ugerne 39, 40, 41 eller 43

Deltagere: Max 180 elever

Pris: 8500kr

Tilbud: bestil før sommerferie og spar 1000 kr, spar yderligere 500 kr med medlemsrabat 

Bestilling: bestilling@od.dk eller tlf. 33114540 

 

GLOBAMENTAREN

Globamentaren er en aktuel mediefortælling som gør brug af video, oplæg og aktiv stillingtagen.    

Globamentaren er en anderledes lektion, der river eleverne ud af deres dagligdag og inviterer dem med på en rejse til årets projektland Peru. På rejsen får de kendskab til den komplekse problemstilling og mulighed for at identificere sig med de oprindelige folk, som lever i Perus jungle. De vil bl.a. møde Alex.  

Case-historie fra Perus regnskov 

Alex er 26 år og lever i Amazones med sin kone og sine børn. Han husker, hvordan han som barn fangede fisk i floden og beundrede sin far, når faren bragte mad hjem til familien fra sin jagt i junglen.    

I dag er livet for de oprindelige folk, der lever ved Corrientes floden i det nordlige Peru, forandret, og det samme er Alex' tilværelse: Testresultater har vist, at han har bly i blodet pga. den udbredte olieforureningen, der finder sted i det område, han bor i. Det betyder, at han hver dag kæmper mod en sygdom, der aldrig forsvinder. Fiskene i floden er forgiftede og dyrene i skoven er forsvundet. Men det er desværre ikke kun olieselskaberne, der er ligeglade med konsekvenserne af olieudvindingen. Regeringen og befolkningen i byerne synes ikke, at de oprindelige folk behøver at have samme rettigheder som dem selv. Det resulterer, i at folk med samme sygdom og problemer som Alex konsekvent bliver overset og overhørt.    

Se en smagsprøve på filmen om Alex her: 

 


Globamentarens fire vinkler

For at give eleverne den bedst mulige indsigt i konflikten, består Globamentaren af fire forskellige film med fire forskellige vinkler på konflikten. Ud over Alex' personlige beretning vil eleverne også møde den sekretariatsfrivillige Sofie på hendes researchtur til Peru, miljøagenten Wilson, der bevæbnet med GPS og kamara er en af junglens vogtere, og eksperter og politikere fra Peru og Danmark der tager stilling til og belyser den indviklede konflikt.

Læs mere om de tre andre film:

Videodagbogen:

Sofie er frivillig på Operation Dagsværks sekretariat. I videodagbogen følger eleverne Sofie, der er på researchtur i projektområdet og som konfronterer et af  olieselskaberne i Lima. Ved at identificere sig med den unge dansker, bliver virkeligheden i Peru mere håndgribelig selv om eleverne befinder sig tusinder af kilometer væk fra projektlandet.

Konflikt- og projektfilm:

I den tredje film, der tager udgangspunkt i miljøagenten Wilsons førstehåndberetning fra projektområdet, får eleverne de hårde fakta om problematikken – fra den miljømæssige påvirkning, de helbredsmæssige og kulturelle konsekvenser for befolkningen til den politiske ansvarsfralæggelse. Danske eksperter og politiske aktører fra Peru forklarer situationen. Desuden vil filmen fortælle, hvordan projektet skal give de oprindelige folk mulighed for at forsvare deres rettigheder og forbedre deres levevilkår.

Dagsværk-film:

Filmen informerer om Operation Dagsværk, hvordan eleverne kan støtte årets projekt ved at arbejde, og hvad de indtjente penge er gået til de tidligere år.   
 

Oplægget – mere end et foredrag

Globamentaren veksler mellem oplæg og film. Det er unge frivillige, der selv har været i Peru i projektområdet et par måneder før, der skriver og holder oplægget. De kan fortælle de helt aktuelle historier fra Peru og står kun foran de danske gymnasierelever fordi de selv brænder for at videregive informationen om Peru.

Globamentaren er en bærende del af Operation Dagsværks oplysningskampagne. Det er en anderledes undervisningstime, der skal skabe debat og få eleverne til at tage stilling til verden omkring dem – i år med udgangspunkt i oliekonflikten, som de unge i Perus jungle står midt i. Derfor bliver det talte oplæg præget af, at eleverne skal tage stilling til forskellige spørgsmål og derved selv være med til at føre oplægget i den retning, de synes er mest interessant.

Globamentaren gør derfor en global problemstilling nærværende, og er en garanti for 60 minutters aktualitet!    

 

BOOK GLOBAMENTAR

Praktisk: 60 minutter i en af ugerne 38, 39, 40, 41, 43 og 44.

Deltagere: Hele skolen

Pris: 2500 kr.

Tilbud: Bestil før sommerferien og spar 500 kr. Spar yderligere 500 kr. med medlemsrabat 

Bestilling: bestilling@od.dk eller tlf. 33114540